< Vellykket og velbesøgt kunsthåndværkermarked
19.05.2017 23:30 Alder: 153 days

Fokus på Hebsgaard til Fransk Forår i Præstø


Igen i år vil der blive arrangeret en udstilling i Støberihallerne i Præstø, en udstilling der har til formål at skabe opbakning om det arbejde, der stadig pågår for at etablere en KunsthalGLAS i de gamle industrihaller.

Det er med stolthed, at ildsjælene bag dette projekt i år kan vise arbejder af glasmesteren selv, hvorfor årets udstilling sætter Fokus på Hebsgaard.

Per Hebsgaards arbejder vil være hovedattraktionen i den kommende KunsthalGLAS, og med denne udstilling vil vi allerede nu se eksempler på glasarbejder af enestående kvalitet.

Her vil man i tre dage, blandt andet, kunne se glaskunst af Ursula Reuter Christiansen, Erik A. Frandsen, Robert Jacobsen og Bjørn Nørgaard.

I de senere år har Støberihallernes Venner i samarbejde med Præstø Kunstforening brugt støberihallerne som ramme om aktiviteter og udstillinger.

I 2014 lagde man ud med udstillingen af Christian Bruuns store krukker hvor hallerne i Adelgade blev besøgt af næsten 3000 mennesker. I 2015 var temaet et helt andet, her kunne man præsentere graffiti kunstnere af international klasse. Gruppen Street Artist kastede sig over den største væg i hallen og det vakte stor interesse i de to dage de arbejdede på værket i tæt kontakt med et interesseret publikum. Billederne kan stadig ses i hallen. Sidste år var der fokus på keramik, her kunne man møde en lang række anerkendte keramikere fra hele Sjælland, her var tale om en ekstraordinær indretning af hallen med borde og andre udstillingsfaciliter. En stor oplevelse at man i Præstø blev præsenteret for tretten keramikere og deres arbejder.

Dette års udstilling FOKUS PÅ HEBSGAARD er en naturlig kulmination på disse udstillinger, og vil meget markant sætte fokus på arbejder af Per Hebsgaard, ikke mindst for at styrke interessen for en kommende KunsthalGLAS.

Det er igen Støberihallernes Venner, der i samarbejde med Præstø Kunstforening står bag årets udstilling.

Udstillingen i Støberihallerne er åben fredag den 26. maj kl. 10.00-18.00,

lørdag den 27. maj kl. 10.00 – 18.00, søndag den 28. maj kl. 10.00 – 16.00.